Det 45 meter høje Skovtårn i Gisselfeld Klosters skov er en unik naturoplevelse på Sjælland,
hvor du ser skoven i helt nye perspektiver.
National Geographic har besøgt Camp Adventure for at filme Skovtårnet fra oven.
Oplev suget i maven. Over Skovtårnets arkitektur, den sydsjællandske natur og den storslåede udsigt fra toppen af Skovtårnet højt over træernes kroner. For her – midt i Gisselfelds skove – får du en sanselig oplevelse, fra første gang du ser det 45 meter høje skovtårn, til du står i udkigstårnets top og ser ud over det sydsjællandske landskab. Med sine 45 meter, er Skovtårnet det højeste udsigtstårn Sjælland og hele Skandinavien har at byde på. Oplevelsen starter allerede ved den gamle vandmølle, når du første gang træder op på den i alt 3,2 kilometer lange, hævede gangsti, som bugter sig gennem skoven, rundt om træerne og over bækkene, indtil Skovtårnet pludselig toner frem mellem træerne. Så begynder opturen, og for hver gang du har gået en runde i en af de 12 cirkler mod toppen, vil du opdage, at naturen omkring dig forandrer sig sammen med arkitekturen. Op, op, op, indtil du når midten af udkigstårnet, hvor timeglasstrukturen er snøret så tæt sammen, at du kan røre tre bøgetræer, som vokser i midten af skovtårnet. Til slut træder du ud på udsigtsplatformen 140 meter over havets overflade med udsigt over skov og marker, og hvor du på en klar dag kan se helt til København og Malmø mere end 50 kilometer væk. Suget i maven er ikke til at tage fejl af.
.
Det 45 meter høje skovtårn er tegnet af EFFEKT med en ambition om at skabe et æstetisk smukt bygningsværk og en unik oplevelse med naturen i fokus. Skovtårnets ikoniske arkitektur hænger uadskilleligt sammen med timeglasformen, som er tegnet ud fra en cylinderform, hvor bunden og toppen er maksimeret, samtidig med at midten er snøret ind i en såkaldt hyperboloid form. Denne indsnævring i midten af konstruktionen er vigtig for oplevelsen i Skovtårnet, da man her kommer helt tæt på tre smukke bøgetræer, som vokser i midten af strukturen. Rotationen, som man fornemmer i de vertikale cortenstålrør, er skabt ved, at de vertikale stålrør roterer 120 grader. Som man bevæger sig op gennem tårnet, oplever man også, at afstanden mellem ramperne ændrer sig, indtil man når udsigtsplatformen 140 meter over havets overflade, hvor man har et 360 graders vue over landskabet. Hovedkonstruktionen er lavet med vedligeholdelsesfrit cortenstål, og rampen er lavet med lokalt sydsjællandsk egetræ fra Bregentved Gods og Gisselfeld Kloster. Alt træ er PEFC-certificeret.
Skovtårnet har vundet flere arkitekturpriser og er blevet indstillet til EU’s arkitekturpris, Mies van der Rohe-prisen, i 2022.
Bygherre: Camp Adventure Development
Arkitekt: EFFEKT Arkitekter
Ingeniør: Arup
Hovedentreprenør: Levi Jensen
Byggeleder: Arkhus
Højde: 45 meter
Højde over havets oveflade: 140 meter
Cirkelslag: 12
Vægt: Ca. 600 ton
Brædder: 7.750
Rampelængde: 650 meter
Materialer: Cortenstål og egetræ
Estimeret varighed: To timer
Anerkendelser
TIME Magazine World’s Greates Places 2019
Finale World Architecture Festival 2019
Finale The Architectural Photography Awards 2019
Førsteplads ICONIC Award 2017 – Visionary Architecture
Finale World Architecture Festival 2017
Finale World Architecture News 2017